top of page
Tom Blicher - 2022-02-18T141735.188.png

Tom Blicher

I 1990 fik jeg mit svendebrev som guldsmed på Instituttet for ædelmetal i København. Jeg har eksperimenteret og udfoldet mig kreativt med formgivning siden jeg var 16 år og med min uddannelse som guldsmed, er mit mål at forene det klassiske håndværk med en kunstnerisk og innovativ tilgang til formgivning.

 

Menneskekroppen er vel nok det mest udforskede og udstillede emne i kunsthistorien - og den menneskelige skikkelse er også omdrejningspunktet og inspirationen for næsten alle mine værker.

 

Kroppens konturer, vibrerende udstråling og sarte finesser inspirerer mig meget og jeg forsøger altid at fortolke og indkapsle dette objekt - og overføre det jeg ser i mine skulpturer.

 

I arbejdet med formgivning prøver jeg således at fokusere på de abstrakte linjer og reducere den menneskelige skikkelse - eller dele heraf - til elegante kurver i konstant bevægelse.

 

Passion

Min passion er at give liv til metallet. Jeg stræber altid efter at skabe den perfekte form og forstærke skulpturens udtryk ved brug af oxiderings-teknikker og patinering i bronzens overflade. Det skaber en fin kontrast mellem det blanke metal og den grove patina, præcis som vi mennesker også har mange facetter – mine skulpturer skal dermed afspejle os mennesker på godt og ondt.

 

At formgive i metal er min udtryksform og har været det gennem alle årene.

 

Materialer

Bronze er hovedingrediensen i mine skulpturer– metallet kan spores helt tilbage til den tidlige middelalder. Metallet er fascinerende at arbejde med i form af sin tyngde og farve.

 

Messing indgår også i mine skulpturer oftest i form af luftige kugler spundet af kraftig messingtråd - en teknik jeg også har anvendt meget i mit arbejde som Guldsmed.

 

Bronzestøbning

Mine skulpturer er støbt efter den gamle og traditionsbundne støbeteknik Cire perdue. Ordet Cire Perdue er fransk og betyder ”tabt voks”, som henviser til den voks der fjernes ved udbrænding, inden bronzen hældes i støbeformen.

 

Efter støbningen venter arbejdet med slibning og fræsning af bronzeskulpturens overflader – dette er en krævende proces, men det er også her mine skulpturer kommer til live og vokser i kraft med at arbejdet skrider frem. Herefter skal bronzeskulpturen patineres/overfladebehandles.

Dette foregår ved kraftig opvarmning af bronzeskulpturen og påføring af blandt andet kobbernitrat, som giver den smukke grønne farve til bronzen.

 

Til slut bliver hver enkelt skulptur nænsomt poleret - da der ikke findes nogen form for masseproduktion i mine værker, vil den endelige patinering altid være helt unik for hver eneste skulptur.

Tom Blicher.

bottom of page